Kæmpe energiklynge på Djursland får første politiske blåstempling 

Norddjurs Kommune har godkendt næste fase i udviklingen af Djursland Energiklynge og træder nu aktivt ind i processen. Med et offentligt møde og en kommende høringsperiode bliver borgerne inddraget tidligere og mere direkte i den grønne omstilling. 

Norddjurs Kommune gør klar til borgermøde 1. april, hvor udviklingsplanerne for Energiklynge Djursland præsenteres og borgerne får mulighed for at stille spørgsmål og give input til projektet. Billedet er taget ved et borgermøde i Syddjurs om biogas, hvor fremmødet og interessen var meget stor. Syddjurs er helt koblet af Energiklynge Djursland. Foto: Lars Norman Thomsen.

Af Julie Westh Nielsen, Kent Christensen, Mads Wildenhoff og Camille Scheel

Kommunen på banen 

Efter måneders forberedelser og dialog tog Norddjurs Kommunalbestyrelse den 18. marts en vigtig beslutning: Kommunen går nu aktivt ind i processen med Djursland Energiklynge. Energiklyngen, som omfatter et biogasanlæg samt en kombination af solceller og vindmøller, har indtil nu været drevet af private aktører. Men nu vil kommunen selv stå for næste skridt i udviklingen. 

Kortet viser placeringen af Energiklynge Djursland i forhold til en række af de store samarbejdspartnere. Foto taget fra ansøgningen fra de tre involverede udviklere.

“For-offentlighedsfasen er ikke lovpligtig, men et tiltag som vil sikre, at kommunalbestyrelsen kan komme i dialog med lokalområdet noget før, noget tidligere og i noget længere tid. Det er det, der er målet med at igangsætte dette her”, udtaler borgmester for Norddjurs kommune, Kasper Juncher Bjerregaard. 

I praksis betyder godkendelsen, at kommunen vil afholde et offentligt borgermøde den 1. april 2025. Her vil udviklingsplanerne blive præsenteret, og borgerne og andre interesserede får mulighed for at stille spørgsmål, komme med bekymringer og give input til projektet. Samtidig indledes en officiel høringsperiode, hvor alle kan indsende kommentarer og forslag. 

Før kommunens involvering har udviklerne bag projektet – Kosan Gas, Brdr. Thorsen og NRGI – allerede afholdt tre borgermøder i Vejlby, Ålsrode og Trustrup. Endnu et møde er planlagt den 26. marts i Vejlby. 

Finansiering og fremtidige skridt 

Udover den øgede borgerinddragelse er næste skridt i energiklyngens realisering planlægningen af selve opførelsen. Kommunen forventer at træffe en endelig beslutning om at igangsætte denne proces i juni 2025. Men planlægningen kommer ikke uden omkostninger – den forventes at koste én million kroner, fordelt over 2025 og 2026. Her vil halvdelen af beløbet allerede skulle findes i budgettet for 2025. 

Det kan tilføre Norddjurs Kommune meget, blandt andet arbejdspladser

I Socialdemokratiet nævner de ideen om lokalt medejerskab og økonomisk gevinst for lokalsamfundet. Dette kan blandt andet ske igennem udviklings- eller investeringsmuligheder for borgerne i projektet. “Det er vigtigt at budgettet både bidrager til den grønne omstilling og tager hensyn til miljøet i nærområdet. Vi ønsker at sikre, at processen bliver en bæredygtig udvikling”, siger Karoline Bergkvist Søgaard fra Socialdemokratiet. 

Politisk enighed om grøn omstilling 

Venstre bakker op om projektet og ser det som en oplagt mulighed for at skabe arbejdspladser i Norddjurs Kommune. “Det kan tilføre Norddjurs Kommune meget, blandt andet arbejdspladser. Landbruget har forsøgt i 20 år at arbejde for et biogasanlæg, for at kunne nå i mål med den grønne omstilling. Og vi er jo altså stadig en landbrugskommune”, siger Niels Ole Birk. 

Hos Konservative er man også positivt stemt: “Det er en god mulighed for Norddjurs Kommune at prøve at kigge ind i den grønne omstilling her. Det har været en sjov og god rejse med de fossile brændstoffer, men vi skal lære at tænke på en anden måde”, siger Niels Skov Pedersen. 

SF er dog mere forbeholdne og efterspørger svar på, hvordan transport, miljøpåvirkning og størrelsen af klyngen vil blive håndteret. “Det er ting, der skal gives nogle svar på. Det er et projekt der er svært at hade, men jeg tror heller ikke vi elsker det endnu”, siger Kasper Vindbjerg. Han nævner også, at der i modsætning til det tidligere foreslåede biogasanlæg på Syddjurs er bedre muligheder for grøn omstilling med muligheder for både sol, vind og restprodukt på den nye placering. 

Bekymrede borgere 

Mens flere politikere ser positivt på projektet, er der også kritiske røster fra lokalbefolkningen. En af de største bekymringer er den øgede transport af tunge køretøjer gennem nærområdet som både bringer støj-, lugt- og trafikgener. 

“Det er et projekt som har skabt stor interesse ved den lokale befolkning, og der er det godt at se, at der har været en tidlig borgerinddragelse allerede, så både fordele og udfordringer kan komme frem i lyset”, fortæller Karoline Bergkvist Søgaard og understreger også, at det er vigtigt at der bliver lyttet til de bekymringer, lokalsamfundet kan have. 

“Den væsentligste bekymring, oplevede jeg, var transporten frem og tilbage. For det er immervæk mange transporter, der kommer til at køre derude med tunge køretøjer”, nævner Socialdemokratiets Niels Basballe. Han håber dog, at en omfartsvej ved Trustrup og Tirstrup kan afhjælpe problemet. 

Niels Skov Pedersen fra Konservative opfordrer borgerne til at engagere sig i den kommende proces: “Jeg forstår godt, at der nogen der er frustrerede. Derfor er det nu man skal komme frem af busken og fortælle om sine meninger og holdninger, så vi sikrer, at alle perspektiver bliver hørt.” Han tror på, at der nok skal blive taget hånd om det på de kommende borgermøder. 

Hvad sker der nu? 

Den 1. april bliver et vigtigt vendepunkt, når kommunen holder sit første offentlige borgermøde om energiklyngen i Trustrup fra kl. 16-19. Her vil de lokale få mulighed for at give deres besyv med – både positivt og kritisk. Samtidig bliver høringsperioden skudt i gang, hvor borgere og andre interesserede kan komme med input til projektet. 

Bliver planlægningen godkendt til juni, kan Djursland Energiklynge tage et afgørende skridt mod realisering.